Midtjysk Astro Icon

Midtjysk Astronomiforening

Foreningen for alle astronomiinteresserede

Sidst opdateret: 20/04/2018 23:23

Venus passage set fra Bøllingsø 6. juni 2012

venus tt03

6 MAF-medlemmer havde tidligt om morgenen d. 6. juni trodset de gængse søvnvaner og fundet vej til P-pladsen ved Bølling Sø – i udkanten af Engesvang. Og der var fuld ”valuta” for anstrengelserne ! Akkompagneret af fuglesang og med den svagt aftagende fuldmåne i baggrunden blev det et fantastisk flot syn at se solen stige op over horisonten - ude over søen. Og man forstår til fulde, at vore forfædre etablerede sig her ved Bølling Sø kort tid efter isen trak sig tilbage under sidste istid – for omkring 12.000 år siden. Man mærkede historiens vingesus, selv om der var vindstille.

venus nh10

Solen på vej op over Bøllingsø. Foto af Nicolaj Haarup

I det hele taget var vi meget heldige med vejret og så snart solen var kommet lidt over horisonten fandt vi ret hurtigt Venus - en lille mørk cirkel ca. halvvejs inden på den øverste del af solskiven. Og i godt 2 timer kunne vi nu på det medbragte udstyr observere den sidste del af passagen – undervejs så vi desuden flotte solpletter og protuberanser. Klokken lidt i 7 slap Venus solskiven og vi kunne glæde os over en god oplevelse og ønske hinanden god dag.

venus nh02

venus nh03

Martin havde medbragt sin solprojektor, der trods sin enkelthed kunne fremvise et fint billede!

I MAF har vi været særdeles heldige med de 2 Venus-passager, som det har været mulige at se i ”vores tid”. Nogle af MAF´s medlemmer vil kunne huske den forrige Venus passage (d. 8. juni 2004), hvor vi fra skolen i Funder kunne følge Venus under hele passagen og nu ca. 8. år senere havde vi igen optimale forhold til at observere fænomenet.

venus nh06

venus nh07

Allan Rasmussen havde held med at fotografere Venus med håndholdt kamera, der kikker igennem hans refraktor.

venus ar01

Her ses et af Allan's optagelser.

venus jsl01

Her har Jens Stuer Lauridsen lånt Allan's teleskop og også lavet en håndholdt optaglse.

De forrige Venus-passager var i årene 1874 og 1882 og der er vist ikke flere tilbage, som kan huske disse passager – den næste Venus passage vil -om alt går vel - finde sted i december år 2117 – altså om godt 105 år og det regner de færreste vel med at opleve. Måske var det derfor den gamle Gnags sang ”Den dejligste morgen i hundrede år … ” blev ved med at poppe op på ”nynne-niveau” resten af formiddagen ? 

Jean Laursen

 

Flere billeder fra dagen:

venus tt01

Klokken er 4 om morgenen og vi venter på at solen står op.

venus nh08

Venus forlader solskiven. Optaget af Nicolaj Haarup igennem en 560mm f7 med Canon EOS350D

venus nh09

Venus forlader solskiven. Optaget af Nicolaj Haarup igennem en 560mm f7 med Canon EOS350D

venus tt02

Tonni Thorsager har her fanget Nicolaj Haarup i færd med at fokusere teleskopet.

venus nh01