	Husk årets astrobegivenhed MAF Starparty 2010 fra d. 9. til d. 12. september

Dværgplaneten Vestsa
Af Allan Rasmussen

Asteroiden Vesta bevæger sig i øjeblikket over himlen mellem "Eridanus" og "Phisces" (Floden og fiskene)

Vesta har i øjeblikket en magnitude på 6,15 men vil blive lidt svagere den næste måned.
Den 4 dec har den en magnitude på 6,47. Det skulle dog stadig være et godt objekt med en håndkikkert eller et lille teleskop.

Den 2. november passerer den Meridianen lige omkring Midnat (dansk tid), herefter bevæger den sig over mod "Alrescha" i Fiskene, før den svinger mod Nord og bliver svagere.

Dens klarhed og dens position gør at det bliver et rimeligt nemt mål at adskille den næste måned.

(Følgende beskrivelse er klippet fra Wikipedia)
Vesta er en asteroide (dværgplanet), og det nærmeste massive objekt i asteroidebæltet i mellem Mars og Jupiter. Vestas facon afviger lidt fra den perfekte kugleform, så afhængig af hvor man måer, er "diameteren" et sted mellem 458 og 578 kilometer. Størrelsen gør sammen med den meget lyse overflade Vesta til den klareste asteroide set fra Jorden; under gunstige observationsforhold kan ses med det blotte øje.

Allans observation af Vesta.

Vestas overflade:
Vesta har facon som en let fladtrykt kugle, med talrige ca. 150 kilometer store kratre på overfladen. Albedoen, eller evnen til at tilbagekaste lys, varierer kraftigt; omtrent den ene halvdel af Vesta er lys, og består formodentlig af lys regolit, mens den øvrige, udpræget mørke side antagelig består af basalt i stil med det man finder i Månens flade "have".

Et sted langs ækvator findes et mørkt område, ca. 200 km. i diameter, som nu bruges som referencemærke for 0 grader længde i geografiske koordinater på Vesta: Populært sagt udgør dette mørke område, kaldet Olbers efter Vestas opdager, denne lille klodes "modsvar" til Greenwich her på Jorden. Olbers er et temmelig fladt terræn, og derfor næppe et krater, men præcis hvad det er, ved man endnu ikke.

Vestas kugleform brydes markant af et 460 kilometer stort krater ved sydpolen: Her har et andet himmellegeme ramt overfladen indenfor den seneste milliard år, og ved den lejlighed blev omkring 1 procent af Vestas masse slået løs. "Brudstykkerne" herfra svæver med rundt i Solsystemet, og enkelte er nået til og faldet ned på Jorden: Her igennem har vi opnået en forholdsvis detaljeret viden om Vestas geologi.

Vestas indre opbygning og udviklingshistorie:
Det formodes at Vesta inderst har en kerne af nikkel og jern, omgivet af en kappe af olivin, med en ydre skorpe inddelt i lag af regolit, basalt mv.

Som de øvrige klippe- og metalholdige himmellegemer er Vesta dannet af det støv- og stenmateriale der blev "til overs" efter dannelsen af Solen, en proces der for Vestas vedkommende tog 2-3 milliarder år. Dette "ur-materiale" indeholdt tilstrækkelige mængder af isotopen aluminium-26, hvis radioaktive henfald senere udviklede tilstrækkelig varme til helt eller delvis at smelte den unge Vesta: Ved denne lejlighed "sank" det tunge jern og nikkel ind mod centrum, og dannede den nuværende kerne. Det øvrige materiale "flød ovenpå", og blev til den skorpe Vesta har i dag.

Opdagelse:
Vesta blev opdaget af den tyske astronom Heinrich Wilhelm Olbers den 29. marts 1807. Han lod den prominente matematiker Carl Friedrich Gauss navngive sin opdagelse, og valget faldt på den romerske mytologis Vesta; hjemmets og arnens gudinde.

Efter Vesta skulle der gå 38 år før man fandt flere asteroider, så i en årrække blev de dengang fire kendte asteroider regnet for egentlige planeter; og ganske som de større planeter havde disse fire asteroider fået tildelt symboler. Vestas symbol var oprindelig et stiliseret arnested som vist til venstre, men med årene udvikledes forskellige, mere simplificerede versioner af dette symbol.